Musikforeningen for Flyvestation Aalborg
Vedtægter
§ 1
Foreningens navn er “Musikforeningen for Flyvestation Aalborg” (MFAA).
Foreningens hjemsted er Flyvestation Aalborg i Aalborg Kommune.
§ 2
Foreningen driver sin virksomhed under folkeoplysningsloven.
§ 3
Foreningens formål er at højne musikinteressen, samt at drive Flyvestation Aalborg Brass Band (AALBRA) og instrumentalhold.
AALBRA spiller til interne arrangementer i forsvaret, men i høj grad også til offentlige arrangementer.
§ 4
Foreningen er åben for alle personer, der ønsker at støtte foreningen og foreningens formål.
Faste orkestermedlemmer som er iklædt AALBRA uniform, samt deltagere på instrumentalhold, er automatisk medlem af musikforeningen (MFAA)
§ 5
Som æresmedlem kan udnævnes personer, der i særlig grad har gjort sig fortjent gennem aktiv deltagelse, ledelse eller på anden vis har støttet foreningens musikvirksomhed.
Æresmedlemmer udnævnes af generalforsamlingen efter enstemmig indstilling fra bestyrelsen. Indstillingen kan ikke gøres til genstand for debat.
§ 6
Medlemskontingent til MFAA gældende for det følgende år fastsættes på den årlige generalforsamling.
Eventuelt merkontingent for spillende medlemmer i AALBRA og på instrumentalhold, fastsættes af bestyrelsen.
Æresmedlemmer er kontingentfri i MFAA og AALBRA
§ 7
Foreningen ledes af en bestyrelse på fem medlemmer, som vælges på generalforsamlingen for 2-års perioder.
Formandsposten vælges separat af generalforsamlingen på ulige år.
To menige bestyrelsesmedlemmer vælges på lige årstal og to vælges på ulige årstal.
Bestyrelsen fordeler selv sine funktioner sammen med den valgte formand.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst tre medlemmer er tilstede.
To bestyrelsessuppleanter vælges for et år ad gangen. Suppleanter erstatter et medlems hele valgperiode ved dennes forfald.
Opgaven som kasserer kan uddelegeres af bestyrelsen til personer udenfor bestyrelsen.
Foreningen tegnes økonomisk af formand og kasserer i forening, eller ved en af disses forfald, af formanden eller kassereren i
forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 8
Foreningens regnskab er kalenderåret.
Kassereren skal inden udgangen af januar måned aflevere regnskabet til revision.
Regnskabet påføres revisorernes bemærkninger og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.
§ 9
Revision af foreningens regnskab forestås af 2 revisorer.
Revisorerne vælges på ordinær generalforsamling for en 2-årig periode, men afgår på henholdsvis lige og ulige årstal.
Revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.
§ 10
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Indkaldelse til generalforsamling sker ved skriftlig indkaldelse med mindst 14 dages varsel til medlemmer.
Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Afstemning sker ved almindeligt flertal.
Skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt ønske herom fremsættes
§ 11
Ordinær generalforsamling afholdes i januar kvartal hvert år.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er.
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. Kassereren fremlægger revideret regnskab
4. Fastlæggelse af kontingent
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af formand. (kun ulige årstal)
7. Valg af bestyrelse
8. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
9. Valg af revisor og suppleant
10. Eventuelt
§ 12
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, og skal afholdes når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig anmodning herom.
Anmodningen skal indeholde en motiveret dagsorden.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest en måned efter modtagelsen af anmodningen.
§ 13
Ændringer i disse vedtægter kan kun ske på generalforsamling, når mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for.
Beslutningen om foreningens opløsning kan kun tages på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for.
Træffes der beslutning om foreningens opløsning, skal dens midler anvendes til at opretholde eventuel videre drift af AALBRA, alternativt velgørende og/eller kulturelle formål.
Ovennævnte vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 9. januar 1978.
Ændringer på generalforsamlingerne den:
26. februar 1992
31. marts 1993
28. marts 1996
4. marts 1998
28. marts 2000
27. marts 2004
9. marts 2005
15. marts 2006
30. marts 2011
20. marts 2013
7. marts 2018
16. marts 2022
20. marts 2024
