Skip to content

AALBRA sommerbrev

Kære Brassbandvenner                                                                                       Aabybro d. 30. juli 2022

Med udgangen af juli måned ligger to tredjedele af sommeren kalendermatematisk bag os. Jeg håber, I alle har haft en god sommer og fine ferieoplevelser. Personligt forekommer sommeren mig vejrmæssigt at have været helt i top. Med en frodig og varm sensommer vil denne sommer komme helt op at ringe!
Kalenderen fortæller også helt klart, at om små tre uger er det tid til igen at blæse støvet ud af hornene og kalde messingen til live!

Onsdag d. 17. august kl. 16.00 – har vi brassbandopstart! 
Vi mødes på Aabybro Friskole, Peter Løthsvej 5, 9440 Aabybro til ca. 1½ times brass og efterfølgende hyggeligt samvær. Jeg regner med at hele vores samvær foregår udendørs i dejligt sommervejr. Alternativt er der en stor sal, som kan rumme os, hvis vejret driller.
Hver især medbringer: mad til grillen, bestik og service! Vi satser på, at Ole og Gerner vil sponsorere vin, øl og vand! Opstartssammenkomsten slutter kl. 22.00.
Jeg håber, vi møder talstærkt op og blæser vores nye dirigent, Henrik Lützen, et musikalsk og varmt: Velkommen!

Mandag d. 5. september kl. 9.30-12.00 spiller vi til Flagdag for Danmarks udsendte.
Sted: DGI-Huset, Jens Møllersvej 3, 9440 Aabybro. Lige ved Aabybro rutebilstation. 
Vi skal møde kl. 8.45 og være spilleklar kl. 9.30, hvor vi spiller lidt medens gæsterne ankommer. 
Kl. 10.00 er der velkomst ved Jammerbugts borgmester. 
Repertoiret vil blive taget fra vores to sidste spilleopgaver! Tjek op! Få liv i læberne!

OBS! DER ER MANGE, DER MANGLER AT TILMELDE SIG! 
Vi har for længst givet tilsagt om at medvirke på Flagdagen! 
Air Transport Wing har tilkendegivet, at vi bliver ramt af besparelser, og der vil ikke være økonomi til gæstespillere! Jeg skal derfor bede jer hurtigt klikke ind på hjemmesiden og få sat et grønt aftryk! Jeg vil komme til at sove meget bedre! 
Der mangler ligeledes tilkendegivelser omkring opstartsdagen!

På opstartsdagen vil I få en kort briefing omkring ATW´s udmeldinger omkring orkesterets fremtidige økonomi. Der er berammet møde med ATW’s ledelse onsdag d. 24. august, hvor I, i forbindelse med prøven, vil få en helt aktuel opdatering.
Jeg glæder mig til at få gang i ventilerne og ser frem til endnu en musikalsk oplevelsesrig sæson.

Hilsen og vel mødt!

Johnny

Deltag i debatten

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.